Akqa.Andelskassen.Core.Entities.Models.PublishedContentModels.NewsArticlePage.

Om banken

105 års jubilæum i Andelskassen i Skjern

2 min

20.08.2024

I løbet af sommeren har tre kolleger i Andelskassen i Skjern tilsammen kunne fejre 105 års jubilæum. Der er stor forskel på dengang og nu, fordi digitaliseringen har forandret meget. Og netop det oplever de alle som positivt.

Det at have kundekontakt har været et vigtigt argument for, at både Ryan H. Tobiasen, Anette Hamborg og Inga Pletbjerg i sin tid valgte Andelskassen som karrievej. Til at starte med kom kunderne jævnligt ind i Andelskassen for fx at hæve penge, indsætte penge og betale regninger. Med de digitale løsninger er meget blevet nemmere i årenes løb – både for kunder og ansatte i Andelskassen.

Ryan H. Tobiasen, der er centerdirektør i Andelskassen i Skjern og 25 års jubilar, ser sådan på det.

”Jeg oplever, at den største forandring er, at vi tidligere ”ekspederede” kunderne og gav dem det, de efterspurgte. At komme hele vejen rundt om kundernes livssituation og udfordre dem på en positiv måde skete ikke i samme grad som nu. Og det er netop samspillet mellem kunde og rådgiver, der er spændende. Relationen til kunderne og det at være med til at opfylde drømme med afsæt i den enkeltes livssituation –det er den primære årsag til, at jeg har været her 25 år.”

Også Inga Pletbjerg, der er kunderådgiver i Andelskassen i Skjern og 40 års jubilar, fremhæver den forandring, som digitaliseringen har givet.

”Meget var dengang manuelt arbejde. Vi skulle håndskrive ind- og udbetalinger og lånedokumenter blev udfærdiget på skrivemaskine. Det samme gjaldt tinglysningsdokumenter, som blev sendt pr. post til dommerkontoret. Så det var en lettelse, da det hele blev elektronisk. Det har i det hele taget været nogle spændende år, hvor vi har været med til at udvikle Andelskassen til det, den er i dag.”

Inga deler titlen som 40 års jubilar med sin kollega, Anette Hamborg, der også er kunderådgiver. Hun husker, da pengeautomaterne kom, og at Andelskassens ældre kunder virkelig var interesseret i at lære at bruge dem. Relationen til kunderne er også det, hun særligt fremhæver.

”Når jeg tænker tilbage på de 40 år, så er noget af det vigtigste for mig, at har man det gode humør med, så går alt godt – også de svære opgaver. Det er lysten, som driver værket, og arbejdet med kunderne er næsten som en hobby for mig. Jeg har utroligt mange kunder, som er meget loyale. Og det er bare dejligt, at jeg har kunder, hvor jeg også har hjulpet børn og børnebørn. Den gode relation til kunderne er afgørende for mig.”

25 og 40 års jubilarer er der ikke helt så mange af, som der var dengang. Så, hvad er det, der har fået Ryan, Anette og Inga til at blive på samme arbejdsplads? Er det udelukkende opgaverne, udviklingen og relationen til kunderne? Svaret fra dem alle tre er ikke overraskende. De gode kolleger er afgørende – det at bakke hinanden op, at man kan stole på hinanden – og at der er god, sjov og omsorgsfuld omgangstone.

”For mig som leder er det afgørende, at vi som kolleger kan være hinandens gode relationer i løbet af arbejdsdagen. Når vi spiller hinanden gode, er det sjovt at gå på arbejde, og det tror, jeg kunderne kan mærke,” lyder det afslutningsvist fra Ryan H. Tobiasen. 

2 min

20.08.2024

Nyheder

Nyheder fra Andelskassen