Akqa.Andelskassen.Core.Entities.Models.PublishedContentModels.NewsArticlePage.

Investering

Kvindelig iværksætter: Bare start investeringer i det små

3 min

29.08.2024

Som ganske ung startede Connie Milovic sin egen virksomhed, Colorsigns. Da hun rundede de 24 år, gav revisoren hende rådet – du skal begynde at spare op allerede nu. Et råd Connie Milovic i dag er utrolig glad for, og som blev starten på hendes investeringer. 

Uddannet skiltemaler og med drømmen om at være selvstændig fandt Connie Milovic tilbage i 80’erne lokaler ved siden af en ugeavis og lånte penge af sin mor til at starte virksomheden. Bogstaver blev skåret ud i hånden, lige som alle illustrationer blev tegnet i hånden. Senere kom maskiner og Apple-computeren til, forretningen voksede, nye forretningsområder kom til, en fuldautomatisk tekstil trykmaskine og printer til stormat blev indkøbt. I dag har virksomheden den størrelse, Connie Milovic ønsker, og blandt kunderne er i dag både store og små kunder på Als. 

I takt med udviklingen af virksomheden fulgte møder med banken, og den påbegyndte pensionsopsparing fik selskab af investeringer. 

”Jeg havde ingen baggrundsviden eller særlige forudsætninger for at investere, men jeg driver en selvstændig virksomhed, og det ligger til mig at prøve noget nyt,” lyder det fra Connie Milovic. 

Hun betragter ikke sig selv som overforsigtig, men hun kan lige som andre være bekymret for, om hun mister penge, når hun investerer. Helt naturligt dukker spørgsmålet op: Er det nu det rigtige, jeg gør? 

”Heldigvis er jeg god til at have is i maven, også når kursen går ned på en aktie. Det skal man også have, når man er en lille selvstændig virksomhed – ret tit,” fortæller Connie Milovic. 

Hun har valgt at investere bredt i både aktier og obligationer, hvilket er helt i tråd med, hvad Mads Horsfeldt, der er investeringsrådgiver i Andelskassen, også vil anbefale, og ham lytter Connie Milovic til. 

Det handler om tillid

På spørgsmålet om, hvad der gør, at Connie Milovic lytter til Mads, svarer hun med et smil: ”Han er nordjyde,” dog fulgt op med: 

”Ej, det handler om hans gemyt og hans væremåde. Han ved meget om investeringer, så det er relevant at lytte. Og så er han helt nede på jorden og god til at forklare – og han giver sig tid til at forklare. Men derfor kan vi da godt diskutere det, han anbefaler,” siger hun. 

Connie Milovic ser på ingen måde sig selv som investeringsekspert, men hun sætter sig ind i de virksomheder, hun investerer i ved både at læse på internettet og i Børsen. 

”For det første sætter jeg mig ind i, hvilken virksomhed det er. Overordnet ønsker jeg ikke at investere i virksomheder, jeg ikke kender til og så risikere at tabe en masse penge, fordi der var noget, jeg ikke vidste,” lyder det fra indehaveren af Colorsigns.

For Connie Milovic er det heller ikke ligegyldigt, hvad virksomheden producerer, eller hvilke værdier de har.

Bakker op om bæredygtighed

At 65 % af de kvinder, der investerer, er optagede af at modvirke global opvarmning i deres investeringer, gælder også Connie Milovic. Ikke alle hendes investeringer er valgt ud fra et bæredygtighedskriterium, men hun er opmærksom på, at der i hendes investeringsportefølje også er virksomheder, der har fokus på bæredygtighed. 

”Det, synes jeg, er vigtigt, så jeg investerer også bevidst i virksomheder, der gør noget for at passe godt på jorden. Og jeg støtter ikke producenter af krudt og kanoner,” uddyber Connie Milovic. 

Det gode råd til andre kvinder 
Til trods for, at det er mange år siden, at Connie startede med at investere, er det ikke noget, hun har talt om med andre kvinder i sit netværk. Det er der ikke nogen særlig grund til, snakken er bare aldrig faldet på investering. 

Men hvis hun skulle give et godt råd til andre kvinder, hvad skulle det så være?

”Se at komme i gang,” lyder det prompte – efterfulgt af: ”I stedet for at nøjes med de små procenter.”

En opfordring, som hun netop selv fik af revisoren og senere bankrådgiveren. Det betyder, at hun den dag, hun går på pension, har mulighed for at følge sine drømme. 

”Jamen, det handler bare om at have et godt liv, når jeg går pension. Leve godt, komme ud at rejse og også have muligheden for hjælpe børn og børnebørn,” siger Connie Milovic.  

Og egentlig går hendes råd ikke kun til kvinderne, men alle der har selvstændig virksomhed. 

”Jeg tror, der er mange mindre selvstændige, der tænker, at de sælger deres virksomhed, når de går på pension. At den er deres pensionsopsparing. Så de sparer ikke op – eller sparer ikke nok op. Men hvad nu, hvis de ikke kan sælge virksomheden til den pris, de forventer?” siger Connie og fortsætter

”Det er derfor, det bare handler om at komme i gang tidligt – uanset, hvor lidt man kan investere. Bare start i det små.”

3 min

29.08.2024

Nyheder

Nyheder fra Andelskassen