Om banken
Andelskassen på vej med nyt rådgivningscenter i Horsens
2 min
23.01.2024
I 2023 åbnede Andelskassen det tredje rådgivningscenter på Sjælland, og nu er endnu et rådgivningscenter i Jylland på vej. Det understøtter bankens fokus på at udnytte det potentiale, man ser i nye og nuværende markedsområder, og med en solid økonomi i banken er grundlaget på plads.
Valget af Horsens sker på baggrund af en analyse af markedet. Den viser, at Horsens er en by med mange tilflyttere og en positiv udvikling i ejerboligmarkedet. Derudover ser man også Horsens som en by, hvor Andelskassen har en plads på markedspladsen.
”Etableringen af endnu et rådgivningscenter er med til at understøtte det strategiske mål om at udvikle banken, og en analyse af markedet peger på Horsens. Ved at vi nu også kommer til at være til stede med et rådgivningscenter i Horsens, understøtter vi samtidig vores mål for 2024 om at øge kendskabet og styrke brandingen af Andelskassen,” lyder det fra bankdirektør Alma Lund Høj.
Andelskassen har ikke tidligere været til stede med et rådgivningscenter i den sydlige del af Østjylland. Kigger man mod syd, skal man til Sønderborg for at finde et af Andelskassens rådgivningscentre, mod nord er det i Aarhus, og mod vest finder man rådgivningscentre i blandt andet Ikast, Herning, Ribe, Varde og Esbjerg.
”Det sydlige Østjylland er som sådan ikke et nyt markedsområde. Vi har flere kunder - ikke kun fra Horsens, men også fra Vejle og Kolding. At vi i løbet af kort tid også er fysisk til stede, er med til at binde vores etablerede markedsområder på Fyn, i Sønderjylland og Østjylland sammen,” siger Alma Lund Høj.
Ud over at der er en stærk sammenhæng mellem Andelskassens strategi og valget af Horsens, har det også været vigtigt at finde den helt rigtige til at stå i spidsen for holdet i det nye rådgivningscenter. Den person er fundet, og den 1. januar 2024 er Malene Marnow Glyngø startet som centerdirektør. Malene er bosat i Juelsminde, kommer fra en stilling som afdelingsdirektør privat i SparNord i Kolding og har tidligere blandt andet arbejdet fem år i SparNord i Horsens.
”Andelskassen er en relationsbank, og Malene har et meget skarpt fokus på, hvordan hun vil lede holdet og fællesskabet, så kunderne oplever den tillidsfulde og trygge relation, som Andelskassen er kendt for. Og så har hun lysten til at opbygge noget nyt. Hun er uden tvivl den helt rigtige til opgaven, og vi er meget glade for, at vi har fået Malene med ombord,” understreger Alma Lund Høj.
Malene er sammen med gode kollegaer ved at sætte holdet og finde de helt rigtige lokaler til det nye rådgivningscenter. Adressen vil blive offentliggjort, når Andelskassen er klar til at slå dørene op. Indtil da vil møder med kunder foregå online eller hos kunderne – sidstnævnte oplever man en stor interesse for i Andelskassens øvrige rådgivningscentre.
2 min
23.01.2024