9 råd om betalingskort, så du kan holde en god og sikker ferie

Når du skal holde ferie, kan det være en god idé at tjekke et par ting om dit betalingskort, inden du rejser. Det gælder både, når du holder ferie hjemme i Danmark eller rejser til udlandet. Vi giver 9 råd, så du kan holde en god ferie.

1. Skal jeg medbringe mere end ét kort på ferien?

Det er altid en god idé at medbringe mere end et betalingskort, når du rejser på ferie. Har du fx et VisaDankort og et Mastercard, bør du tage begge med på din ferie. På den måde har du et ekstra, hvis du skulle miste det ene.
Husk at opbevare de to kort forskellige steder.

2. Skal jeg tage et kreditkort med på ferie?

Har du mulighed for at tage et internationalt kreditkort med på ferie, er det en fordel. Det kan eksempelvis være et Mastercard Kredit.

Hvis du planlægger at leje bil eller overnatte på hotel på din ferie, kan du bruge dit Mastercard til at betale med.

Du kan nemlig risikere, at biludlejeren eller hotellet kræver ekstra forsikring, hvis du vil betale med dit Visa/Dankort. Visa/Dankort er et debetkort, hvilket betyder, at biludlejeren eller hotellet ikke kan reservere et depositum på dit kort. Men det er til gengæld muligt på et Mastercard Kredit.

3. Hvor længe er mit kort gyldigt?

Du kan se på forsiden af dit betalingskort, hvor længe det er gyldigt. Det er gyldigt indtil udgangen af måneden, der står på dit kort.
Du får tilsendt et nyt kort, inden det gamle udløber.
Tjek udløbsdatoen inden du rejser på ferie, så du er sikker på, det er gyldigt hele ferien.

4. Hvad er forbrugsgrænsen på mit Visa/Dankort?

På Visa-delen af dit Visa/Dankort er forbrugsgrænsen på 25.000 kr. pr. løbende 7 dage og gælder både, om du er hjemme i Danmark eller i udlandet.

25.000 kr. lyder af mange penge, men inden for få dage har du måske betalt for flybilletter, hotelophold, lejebil m.m., og så løber det hurtigt op til forbrugsgrænsen.

Du skal desuden være opmærksom på, at når du vælger at betale via din mobiltelefon med et digitalt kort fra din ”wallet”, er det Visa-delen af dit Visa/Dankort, du betaler med.

Desuden har flere butikker og restauranter i Danmark en Visa-aftale, hvor betaling automatisk sker med Visa-delen og ikke med dankort-delen på dit Visa/Dankort.

5. Hvad er forbrugsgrænsen på mit Mastercard?

På Mastercard er forbrugsgrænsen afhængig af, hvilket Mastercard du har.

Se en oversigt over forbrugsgrænser for Mastercard på Kortoversigt (lopimastercard.dk).

Ligesom med Visa/Dankort gælder forbrugsgrænsen på Mastercard, der bliver brugt i Danmark, i udlandet eller på udenlandske hjemmesider.

6. Er der en hævegrænse på mit kort?

Ja, der er en grænse for, hvor mange kontanter du kan hæve om dagen på dit betalingskort. Hævegrænsen er afhængig af, hvilket betalingskort du benytter.

Det kan derfor være smart at tage to betalingskort med på ferie. Så kan du stadig betale, hvis du skulle nå hæve- og forbrugsgrænsen, eller hvis du mister det ene kort.

7. Skal jeg betale i danske kroner eller i den lokale valuta, når jeg bruger mit kort?

Du skal altid vælge at betale i lokal valuta.

Når du er i udlandet, kan du blive spurgt, om du vil betale i danske kroner eller i den lokale valuta.

Vælger du at betale i danske kroner, får du en dårligere vekselkurs, og du kan ofte risikere at skulle betale et ekstra gebyr til butikken.

8. Hvad er geografisk sikkerhed?

Har du et Mastercard, kan du sætte geografisk sikkerhed på det. Det giver dig en ekstra sikkerhed på din ferie, og du kan komme eventuel misbrug i forkøbet.

Geografisk sikkerhed betyder, at du selv bestemmer, hvor og hvornår du kan benytte dit Mastercard, og hvornår det skal være spærret.

Så står du på din ferie i Spanien, kan du slå geografisk sikkerhed til for Spanien - og når du handler i en spansk butik, slår du den geografiske sikkerhed fra, hvorefter du kan bruge kortet. Når du forlader butikken, kan du slå sikkerheden til igen. Nemt og sikkert.

Skulle du glemme, at du har slået geografisk sikkerhed til, får du en SMS, som minder dig om det, når du forsøger at bruge dit Mastercard.

Du kan slå geografisk sikkerhed til via mobilbank. Se en kort guide herunder.

  • Log ind i din mobilbank
  • Vælg ”Mere” og ”Kort”, hvorefter du trykker på det Mastercard, hvor du ønsker at slå geografisk sikkerhed til
  • Tryk på Globus-ikonet oppe i højre hjørne
  • Vælg det land/de lande, hvor du ønsker at have geografisk sikkerhed slået til

9. Hvordan spærrer jeg mit betalingskort?

Hvis du er så uheldig at miste et eller flere af dine betalingskort, skal du skynde dig at spærre dem.
Det kan du gøre nemt og hurtigt via din netbank eller mobilbank.
Du kan også kontakte os, så spærrer vi kortet for dig. Uden for Andelskassens åbningstid kan Nets spærre kortet for dig.

Nyheder

Nyheder fra Andelskassen